Det nye plejecenter i Sindal er forsinket, og det når derfor ikke at blive færdig som planlagt.
Når det kommer til det nye plejecenter i Sindal, lader det i den grad vente på sig med byggeriet. Planen var, at byggeriet skulle gå i gang dette efterår i 2021, men det er ikke sket. Ja, faktisk er der stadig ikke meget at se på grunden, og projektet er udskudt. Der kommer først gang i byggeriet i 2022, skriver Vendelbo Posten.
Avisen har talt med projektchef i Hjørring Kommune, Henrik Lolholm, og han fortæller, at man så småt er i gang med forberedelserne, og der snart vil ske mere.
Projektet skal ende ud med 96 plejeboliger og et aktivitetscenter for ældre borgere, hvor de kan træne og genoptræne, en sygeplejeklinik og en café.
Byggeriet er angiveligt blevet forsinket, fordi det har taget tid at planlægge det helt rette center for borgerne. Der er derfor også blevet brugt en del tid på brugerinddragelse, så man er sikker på at tilgodese så mange ønsker og behov som muligt.
Desværre spiller corona-pandemien også en rolle, da den har medført prisstigninger på byggematerialer. Man afventer derfor, om der skulle ske et lille prisfald i det nye år.
Indtil nu er opstartsdatoen uvis, men planen er, at centret skal stå færdig ved udgangen af 2023 - tidligere havde man en slutdato midt i 2023.