Én stor hyggelig familiefest

Foto: sindalmarked.dk . Besøgende på markedet
Profilbillede
dato

Kristi Himmelfartsferien er traditionen tro tæt forbundet med Sindal Marked.
To år med aflysninger har dog sat sine spor, hvor behovet for markedet er større end nogensinde før. 

40.000 besøgende, 1.500 boder, 600 frivillige og et program spækket med god musik, underholdning og fantastiske oplevelser - alt sammen i løbet af fire tætpakkede dage på Sindal Marked.

Sådan plejer det i hvert fald at være på Nordjyllands mest populære familiemarked, og sådan bliver det igen fremover, slår Henrik Pedersen fast, der er en af de mange frivillige medarrangører af Sindal Marked.

Henrik er i dag 48 år. Født og opvokset i Sindal, hvor han stadig bor, og hvor han trofast har hjulpet til på markedet i størstedelens af sit liv.
Selv erindrer Henrik, hvordan han som ung skoledreng helt ned i seksårsalderen hjalp til i boderne, hvilket han aldrig rigtigt er gået fra siden.

I dag, mere end 40 Sindal Markeder senere, er Henrik nemlig stadig frivillig.
Nu som medarrangør og ansvarlig for Sindal Markeds mange boder og markedsføring - og før dette et væld af andre opgaver: 

“Jeg blev spurgt første gang for godt 25 år siden i Rideklubben Tyrsig Sindal, hvor min datter red, om ikke det kunne være noget for mig at give en hånd med under Sindal Marked. Det ville jeg selvfølgeligt gerne, da det betød meget for mig at kunne støtte op om både markedet, men også rideklubben og Sindal Idrætsforening, som overskuddet fra markedet går til,” fortæller Henrik Pedersen.

Henriks vej ind i Sindal Marked er på ingen måde unik, men alligevel er han indbefattet af de værdier, som i dag udgør drivkræfterne bag Sindal Marked.
En lokalboende ildsjæl med kontakter i foreningslivet, og som hellere end gerne bidrager gennem frivillig arbejde for at støtte lokalegnen og dens idrætsaktiviteter. 

En økonomi baseret på frivillige kræfter
I løbet af de fire dage, hvor Sindal Marked løber af stablen, får markedet godt 40.000 besøgende, fortæller Henrik, hvilket han slår fast, er rigtig mange for en by på Sindals størrelse.

At drive sådan et marked er derfor heller ikke hverken nogen let eller billig opgave, hvor det kun er muligt at afholde et marked som dette, takket være de mange frivillige kræfter:

“Hvert år bidrager flere hundrede frivillige fra lokalegnen med deres arbejdskraft og ekspertise til alt lige fra servering af øl og pølser til opsætning af telte og vogne samt hjælp med elektricitet og meget mere.
Skulle vi betale en timeløn til alle disse, havde markedet på ingen måde kunne gå rundt. Alle disse frivillige skylder vi derfor en kæmpe tak”.

Som medarrangør og ansvarlig for blandt andet de mange salgsboder på Sindal Marked, er Henrik Pedersen og de øvrige frivillige flere gange blevet opfordret til at sætte priserne op, for på denne måde at øge omsætningen - et råd, som Henrik dog ikke har tænkt sig at følge:

“Sindal Marked er ikke til for at skabe stor vækst. Alt overskud giver vi væk til Rideklubben Tyrsig Sindal samt Sindal Idrætsforening. Men selvom de helt sikkert godt kunne bruge mere end de par hundredetusinde de får efter hvert marked, er det vigtigt for os, at holde nogle priser på markedet, så der er råd til både øl, pølser og efterfølgende en sodavand til børnene, uden at priserne klæder dem af”.


Foto: En del af Tivoli på Sindal Marked 

Familiemarked med aktiviteter for alle
Til trods for de mange tusinde besøgende hvert år, er det vigtigt for Henrik Pedersen og de øvrige frivillige bag Sindal Marked, at markedet bevarer sine ydmyge og mere familievenlige rammer.

På Sindal Marked skal der derfor være underholdning for folk i alle aldre.
Musikken er derfor altid varieret, så der den ene dag er klassisk dansk-top på programmet for de ældre, mens de yngre af både sind og smag vil kunne feste løs til Hard Rock om fredagen.
I markedets tivoli bliver der ligeledes taget højde for både de mindste og de lidt ældre børn, så der er noget for enhver smag:

“Sindal Marked er et sted, hvor der skal være plads til hele familien og folk i alle aldre. Mange benytter markedet som et årligt mødested, hvor både familie og gamle venner, der normalt ikke mødes til hverdag, mødes over et par øl og pølser til lyden af god musik og god underholdning”.

Sikkerheden skal derfor også være i top, slår Henrik fast. Sindal Marked skal nemlig forblive et marked, hvor forældre trygt kan lade børnene løbe frit omkring på markedet, uden at skulle frygte for, hvad børnene kan rode sig ud i:

“Jeg har den dybeste respekt for et marked som Hjallerup Marked, men størrelsen af markedet gør, at det er svært for dem at sikre den samme sikkerhed, som på et mindre marked som vores.
Vi har derfor også investeret i diverse sikkerheds- og overvågningsforanstaltninger de seneste år, for at sikre, at vi også i fremtiden med måske endnu flere besøgende,
kan fastholde den sikkerhed og de trygge rammer som Sindal Marked hidtil har været kendt for”.


Foto: Et af spisestederne på markedet 

Regner med at være klar igen til Kristi Himmelfart
To aflysninger i streg har sat sine spor, fortæller Henrik, hvor han og de øvrige arrangører tydeligt har kunne mærke afsavnet til Sindal Marked. 

Både fra Rideklubben Tyrsig Sindal og Sindal Idrætsforening, som er gået glip af overskuddet fra markedet, men også fra de involverede musikere, lys- og lydteknikere med flere, som virkelig har lidt under de mange restriktioner, og ikke mindst de mange lokale, for hvem Sindal Marked er en kæmpe fest:

“Der plejer jo næsten altid at være godt vejr når vi afholder Sindal Marked. Det var der også i år på Kristi Himmelfartsdag. Da jeg gik en tur om aftenen, så jeg også mange, der havde gang i både grillen og musikken, hvor de hyggede sig med venner og familie. Mange valgte at fortsætte traditionen i egen have på grund af aflysningen. Det er tydeligt, at afsavnet til Sindal Marked er stort, og at de lokale savner den fest, som markedet traditionelt er, hvor familie, venner og bekendte mødes og hygger”.

Henrik regner dog stærkt med, at alt er tilbage ved det gamle igen næste år - eller, så godt som.

Programmet er på plads, hvor de fleste artister fra det aflyste marked i 2020 har sagt ja til at optræde ved det kommende marked, herunder højdepunktet Kandis. Erhvervsstøttepakkerne har sikret, at de begrænsede udgifter til forsikringer, opbevaring med videre ikke er blevet en hindring for fremtidige afholdelser af Sindal Marked, hvortil troen på, at næste års marked bliver afholdt, er stor.

Hvad corona får af betydninger er dog usikkert, svarer Henrik.

Selvom han ikke regner med, at det bliver nødvendig at sætte begrænsninger i antal besøgende, forestiller han sig dog, at det godt kunne gå hen og blive nødvendigt med nye procedurer i forhold til både afstand og afspritning.
Mindre ændringer kan derfor være nødvendigt, slår han fast, hvortil han og de øvrige frivillige arrangører vil lytte nøje til, hvilke anbefalinger, der bliver sendt ud i fremtiden af både politikere og sundhedsmyndigheder:

“Det er for tidligt at sige, hvad det konkret kommer til at betyde. VI er dog interesseret i at markedet skal være så sikkert at færdes på, som overhoved muligt, hvortil vi naturligvis ikke kan afvise at måtte lave lidt om, hvis det er nødvendigt”, afslutter Henrik Pedersen.

Sindal Marked afholdes vanen tro over fire dage i Kristi Himmelfartsferien, og vil i 2022 blive afholdt mellem den 26. og 29. maj. Du kan finde flere informationer på Sindal Markeds Facebookside, lige her

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Sindal Marked // Henrik Pedersen // sindalmarked.dk