Historien om Martinus fra Sindal – første del

Foto: Tomasz Sienicki, Wikipedia. Moskildvad i Sindal
Profilbillede

Det beskrives, at Martinus Thomsen kom til verden under fattige kår den 11. august 1890 og havde sin opvækst på landet nær stationsbyen Sindal i Nordjylland.

Hans barndomshjem “Moskilvad“ vidner om en fattig opvækst, og dette hjem er i dag åbent for interesserede.

Moderen var ugift og arbejdede som husbestyrerinde for godsejeren på en proprietærgård ved navn Kristiansminde.

En staldkarl med efternavnet Thomsen blev udlagt som Martinus’ far, og derfor blev hans officielle navn Martinus Thomsen. Men Martinus anså det for mere sandsynligt, at godsejeren var hans rigtige far.

Martinus’ mor blev født i 1848 i Astrup (Sindal sogn), og hun fik navnet Else Christine Mikkelsen. Martinus mor blev aldrig gift, men fik i alt 5 børn med 4 forskellige fædre.

Martinus selv har aldrig interesseret sig ret meget for, hvem der var hans biologiske far. Det var mere de mennesker, der omgav Martinus, der var stærkt interesseret i dette forhold.

Opvækst

Ved fødslen vejede Martinus 11 pund, men han blev meget syg kort efter fødslen, og derfor tabte han sig en del, så man regnede ikke med, at han ville overleve. Derfor fik plejeforældrene ham døbt allerede den 31. august 1890 i Gl. Sindal kirke. Det gik dog heldigvis ikke så galt, men Martinus var en lille splejs i de første år, og da Martinus gik til præst, var han den næstmindste af konfirmandgruppen.

Martinus’ mor havde ikke mulighed for at tage sig af drengen, så han voksede i stedet op som plejebarn hos sin morbror og tante i de spartanske omgivelser i huset Moskilvad. Disse plejeforældre var oppe i årene og havde i forvejen opfostret 11 børn.

Martinus omtalte dem altid som meget kærlige mennesker, der, uanset de beskedne kår, skabte en varm og tryg ramme om hans opvækst. Han havde kun en begrænset kontakt til sin rigtige mor, som døde allerede da han var 11 år.

Dagligdag

Om Martinus dagligdag fortælles det, at Martinus plejemor holdt huset pænt rent med hvidskurede gulve, og lavede god mad. Martinus måtte spise kød og fisk i små mængder, selvom det var ham meget imod, for Martinus havde allerede her en indstilling til tilværelsen, som var så anderledes end den, der var gældende i hans omgivelser, og han fortæller, at når der skulle slagtes, flygtede han langt bort. Det var en rædsel for ham at tænke på, at et dyr skulle dræbes.

Martinus prøvede af hjælpe, når han så et dyr eller et insekt der var i nød. Det kunne være en flue eller et andet levende væsen. Den indstilling kunne hans plejeforældre ikke forstå, men når de sagde, at han skulle slå insektet ihjel, svarede Martinus: ”Det kan jeg ikke gøre, så kan jeg ikke vente at Vorherre vil hjælpe mig, hvis jeg er i nød, jeg er jo en slags Vorherre for dem”.

Når fårene fik lam hjalp Martinus dem ofte med at drikke mælk af en sutteflaske, og her sagde han: ”Jeg kan ikke forstå, hvordan man senere kan nænne at slagte det.”

De første 4 år af sin skoletid gik Martinus i skole i stationsbyen, hvor der kun var én lærer og én lærerinde. Efter disse 4 års skolegang blev Martinus flyttet til en nybygget skole (Bolleholt skole) ude på landet.

Her var der kun én lærer, og i høstperioden blev skolegangen indskrænket til 2 dage om ugen.

Moderens død

Martinus mor, Else Christine Mikkelsen, besøgte en sjælden gang imellem Martinus og hans plejeforældre i Moskildvad. Hun fik i 1901 konstateret kræft og blev indlagt på Hjørring Amtssygehus, hvor hun blev opereret for en kræftsvulst, men hun døde et par dage efter operationen, i november 1901, hvor Martinus kun var 11 år. Hun var selv 53 år.

Moderens død gjorde et dybt indtryk på hendes arbejdsgiver Lars Larsen, der jamrede og græd meget. Inden begravelsen lå moderen i en åben kiste i en af stuerne på Christianshede, mens der, traditionen tro, var spisning for et stort antal gæster.

Netop dette optrin gjorde et dybt indtryk på Martinus, der følte at det var meget usmageligt, men han var jo klar over at det var tradition på egnen.

Martinus’ start på arbejdslivet

I julen 1907 søgte Martinus plads på Høgholt mejeri, der ligger i nærheden af Sindal. Han fik pladsen i januar 1908 og var der i 3 måneder. Han fik derefter plads på Lønstrup mejeri fra 1. april, hvor han var ansat i 7 måneder til 1. november.

Lønstrup mejeri var et lille privat mejeri, og teknikken var ikke af de bedste pga. visse mangler.

Men under opholdet her begyndte Martinus at interessere sig for fotografering. Han så en annonce med overskriften ”Nu kan alle fotografere”. Annoncen gik ud på, at hvis man indsendte 11 kr. og 75 øre, så ville man modtage en pakke indeholdende alt hvad, der var nødvendigt til fotografering. Martinus indsendte pengene, og modtog pakken med det nødvendige udstyr, men havde ikke så meget held med det.

I sine erindringer beskriver Martinus forskellige episoder fra sine eksperimenter. Blandt andet brugte Martinus en stor tønde på loftet som mørkekammer. Den var ikke større, end at han netop kunne være der med sine skåle, når han krummede sig sammen.

Martinus konsulterede en fotograf i Hjørring, og via ham og en nyåbnet fotoforretning fik han en god vejledning og kom i gang med at fotografere.

Martinus’ livssyn

Martinus fik næsten så ugunstig en start i livet, som man kan få, og som født uden for ægteskabet. Hans moder kunne, eller ønskede ikke, at tage ham til sig på den gård, hvor hun arbejdede, og der yde ham den kærlighed, som et barn har brug for.

Martinus fik dog, sammen med sine plejesøskende, kærlighed og god pleje hos sine plejeforældre, som af et godt hjerte gjorde det bedste, som de havde mulighed for at gøre med deres meget beskedne midler.

Plejeforældrene havde aldrig fået nogen uddannelse ud over den almindelige landboskole. En skole, der nogenlunde svarede til den skole, som Martinus selv gik i. De havde også måttet arbejde hårdt gennem hele deres liv for at skaffe til dagen og vejen. Der var derfor ikke blevet tid til at tænke i mere intellektuelle baner, så netop på dette område levede Martinus gennem hele sin barndom i et meget goldt miljø, men alligevel i et kærligt og hjertevarmt miljø.

Martinus havde allerede i sin barndom et følelsesmæssigt nært og personligt forhold til Guddommen, og han bad til Gud, så snart han havde behov for det. Han har på et tidspunkt sagt: ”Jeg kan ikke huske nogen dag i mit liv, hvor jeg ikke har bedt til Gud, endda ofte flere gange”.

Martinus konstaterede meget tidligt, at han havde evner til at se noget, som andre mennesker normalt ikke kunne se. Han så i flere tilfælde såvel afdøde som levende væsener, der reelt ikke var fysisk til stede. Det kunne kaldes clairvoyance, og sådanne oplevelser ville normalt forskrække mennesker, men Martinus blev ikke forskrækket, selv om han på dette tidlige tidspunkt ikke helt forstod hvad han så.

Læs mere om Martinus syn på livet i anden del af historien her.

Kilde: Birgitte Meyer